Blå tur
Torsdag 13.00; se billeder under teksten
Nyeste melding fra vandre-folket er positiv. Da eleverne i aftes nåede frem til deres lejr-pladser, skulle aftensmaden tilberedes. Kartofler, gulerødder, løg mv. blev skrællet og skåret i skiver, bålet blev tændt, risten lagt på og maden blev stegt og spist med stor fornøjelse. Vejret holdt nogenlunde tørt, så ingen blev gennemvåde.
Igår gik eleverne en forholdsvis kort distance, men idag er de igang med en laaang, meget laaaaang distance på ca. 40 km, før de i aften mødes på den fælles lejr-plads, hvor der igen skal spises, slappes af og hygges. Og vejret er med os idag: tørt, spredte skyer, sol og en behagelig temperatur. Helt, som det helst skal være!
Det forlyder, at stemningen er god i grupperne, og kun ganske få har måttet opgive pga. "gamle" skader, som gør ondt!
I løbet af eftermiddagen følger billeder
....................................................
Onsdag 14.00
Spørgsmålene fra eleverne har idag fløjet rundt i luften: Hvor langt skal vi gå, hvad skal vi have med, hvem skal jeg i gruppe med, hvad skal vi have at spise og hvor skal vi sove?? Ingen svar, for det er en del af gamet.
Kl 13.00 mødte alle i hallen, hvor de første instrukser blev givet. Første opgave var at pakke rygsækkene og fordele de fælles ting i hver gruppe: fx toiletpapir, presenning og snor. Eleverne skal selv bære den personlige bagage og den fælles bagage. Intet transporteres for dem.
Dernæst blev taskerne tjekket for "ulovligheder", såsom mp3-afspiller, mobiltelefon, ure eller andet elektronisk udstyr! Også det, at de sandsynligvis mister tidsfornemmelsen er en del af gamet. Kun lærerne har mobiltelefoner med, så skulle I få brug for kontakt med jeres barn, skal I kontakte skolen. Herfra vil vi videreformidle evt. meget nødvendige informationer.
Lige nu er eleverne igang med 2. opgave, inden de tager afsted kl. ca. 15.30 med busser ud i det blå. Hver gruppe bliver læsset af et sted, får et kort og de skal finde frem til deres overnatningssted, hvor de også selv skal tilberede aftensmaden. Aftenen byder desuden på små opgaver.
Hele projektet går i sin enkelthed ud på at kunne samarbejde, støtte, motivere og hjælpe hinanden. Det er ikke en konkurrence om, hvem der kommer først, men i stedet er det team- ånden, der virkelig bliver sat på prøve og go´e ben! Lærernes vigtigste opgave er at være observatører, for eleverne skal gerne nå frem til, at de coacher hinanden, så alle får en god tur og så alle gennemfører.
Følg med her på siden. I morgen, torsdag, opdaterer vi med mere tekst og billeder
..........................................................................